Tilbage til Forsiden
Spirillen Volley startede i 1976 i Svanemøllehallen, lige efter bygningen var omdannet fra sporvognsremise til sportshal. På det tidspunkt var klubben en del af Dansk Vandre Laug, men blev en selvstændig volleyballklub i 1979. Klubben ændrede navn til Spirillen Volley i 1992 under ledelse af salig Jørgen Poulsen, som desværre i 1996 så sig nødsaget til at tage sit eget liv. Jeg mødte Jørgen flere gange – han var en meget vellidt person med stort socialt engagement. Spirillen Volleys nuværende struktur stammer fra 2008, hvor vi har én bane og ét hold. Siden 2004 har vi desuden spillet beachvolley på Bellevue i sommermånederne. Spirillen Volley var tilmeldt turneringer indtil 2008, hvor det begyndte at blive vanskeligt at stille hold. Herefter begyndte vi i stedet at deltage i Alternativstævnet. Udover vores faste tid i Svanemøllehallen har vi haft haltid om fredagen i Ryparkhallen siden midten af 1980’erne. For at tilgodese yngre mennesker tog kommunen vore gode tid i Ryparken, og vi blev i 2021 flyttet til hallen ved skolen på Strandboulevarden. Spirillen Volley lever i bedste velgående – trods det, at flere af vores medlemmer er over 60 år. Vi har heldigvis også mange yngre medlemmer, som er mindst lige så entusiastiske som os lidt ældre.